mandag den 19. april 2010

Skagen

Skagen er Danmarks nordligste by, og ligger siden sammenlægningen i 2007 i Frederikshavn kommune. Byen er berømt for sin fiskerihavn og er et populært mål for turister. Hele sommeren er byens lystbådehavn propfuld af sejlturister fra Danmark, Sverige, Norge og mange andre lande.

Skagen opstod som fiskerihavn omkring 1250, og fik kongelige købstadsrettigheder i 1413 af kong Erik af Pommern. Byens vigtige fiskeri vakte statslig interesse for at bringe handelen og beskatningen under kontrol. Den tilsandede Skt Laurentii kirke er omtalt første gang i 1387. Helt frem til 1600 var byen vigtig i Nordjylland, indtil sildefiskeriet svigtede.

I Skagen kan man se Den tilsandede kirke, besøge Grenen som skiller Skagerrak fra Kattegat. Vil man se langt væk, kan man komme op i Danmarks højeste fyrtårn, Skagen fyr fra 1856. Skagen har et blomstrende udeliv, med en række restauranter, barer og værtshuse. I en årrække var det populære musikerpar Sussi & Leo hovedattraktionen i byens natteliv.

En gruppe skandinaviske malere i 1880- og 1890-tallet - Skagensmalerne - mente at lyset deroppe var så specielt og spændende at de valgte at bosatte sig i området og de skabte mesterværker som i dag kan ses på Skagens Museum.

Farven på husene er speciel - skagensgul - og karakteristisk er de hvide kanter på tagstenene. Dette er specielt fremtrædende i den gamle bydel Gammel Skagen, eller Højen, som også har en af byens flotteste strande.

En person fra Skagen kaldes for en skagbo (eller «skawbo»).

Brøndums Hotel, som ligger i byens nordlige del, er et af Danmarks mest traditionsrige hoteller. Motivet i Danmarks nationalmaleri «Hip hip hurra» er hentet fra haven ved Anchers hus, som ligger lige ved hotellet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar